I denne weekend er det 30 år siden Berlinmuren begyndte af falde. Foran mig ligger en bog med titlen Die Mauer Früher und Heute (Komet Verlag), som jeg købte sidste gang, jeg var i Berlin (det er efterhånden en del år siden). En bog, der sobert fortæller historien om den mur, der delte Berlin op i et vest og et øst, splittede familier, forhindrede borgere i den østlige del i frit at rejse ud og skabte to slags tyskere. Dem i vest og dem i øst.

Og man kan, som vi så, rive en stor mur ned på relativt kort tid og med enkle midler. Den fysiske mur vel at mærke. For her 30 år efter, er det tydeligt, at der stadigvæk eksisterer en mental og kulturel mur mellem det i øst og det i vest. Det er som om den tiljublede genforening lader vente på sig dybt inde i hovederne på tyskerne. Fx blev der for ganske nyligt skabt, hvad tyskerne kalder “et initiativ” ved navn Wir sind der Osten – Vi er øst – der vil synliggøre alle de mennesker, der har deres rødder i det hedengangne DDR. Både dem, der blev derovre, dem, der rejste mod vest og dem der vendte tilbage.

Den borgerlige presse i Danmark benytter jubilæet (?!) til at frisere den ideologi, der plejer det såkaldt liberale borgerlige demokrati, og tale DDR ned. DDR er, forstår vi, var undertrykkelse, ufrihed, diktatur osv. Vi kender det demagogiske ordvalg. Men DDR var også meget andet. Det var bristede drømme om et reelt demokrati, hvor demokratiet ikke stopper ved indgangen til de private virksomheder, men omfatter alle sider af samfundet. Og det var et samfund, der sørgede for, at alle kunne få en uddannelse, alle kunne få deres børn passet, når de var på arbejde, alle kunne komme på sygehuset og få den samme behandling, når der var brug for det osv. Jo, den såkaldt “virkeliggjorte socialisme” fik aldrig for alvor sat socialisme og kommunisme på dagsordenen og måtte derfor gå under – efter et voldsomt pres fra den såkaldt “frie verden”.

Jeg var så heldig at besøge DDR en uge i starten af halvfjerdserne. Da jeg gik i gymnasiet. Og det var bestemt en særlig oplevelse af et samfund og en virkelighed, der var meget anderledes end den, vi kendte fra Danmark. Først og fremmest var det synligt, at det ikke var en markedsøkonomi, der herskede derovre. Væk var hele det massive reklameopbud, vi møder på gader, veje og i medierne. Væk var alle de funklende butikker med deres overflod af forbrugsgoder. Væk var markedets konstante appelleren til ens sanser og lyster. Køb, køb, køb. Forbrug, forbrug, forbrug. Og det var mærkeligt at opleve – når man nu er socialiseret i et forbrugersamfund som det danske – at man ikke bare kunne gå ind i et stormagasin og vælge mellem forskellige mærker af tandbørster, men måtte tage til takke med det sparsomme udvalg, der var i en skuffe bag disken. Til gengæld var børsten med rigtige hår og træskafte.

Jeg var så heldig at få kontakt med en DDR-borger, som jeg var penneven i mange år. Og vi udvekslede meninger om det at leve i de to forskellige samfundssystemer. Han var bestemt ikke tilhænger af DDR-styret, men havde dog blik for de sider af det østtyske samfund, der fungerede i hverdagen. Sider, der nu og da dukker op i debatten, når borgere i og fra det tidligere DDR oplever den nye undertrykkelse i det genforenede Tyskland.

Det er også tankevækkende her i 30-året for murens fald at opleve, at vi her i vesten er blevet ivrige murbyggere. Lige fra Donald Trumps meget omtalte mur mod Mexico til vores eget vildsvinehegn ved grænsen til Tyskland og vores insisteren på toldkontrol ved samme grænse. Man kunne godt få den tanke, at Berlinmuren efter faldet har formeret sig i mange små mure rundt om på den vestlige halvkugle som fysiske markører af grundliggende forskelle og modsætninger, der også var basis for Berlinmuren.