“Fly me to the moon”, “I’m leaving on an  jet plane”, “Up, up and away” osv. Der er mange sange, der har beskrevet og besunget menneskenes trang til at flyve som fugle. Men som i den græske myte om Ikaros, der ville flyve bort fra Kreta, hvor han var fanget, så endte flyvningen i en tragedie for menneskene. Ikaros kom for tæt på solen, menneskenes flyvninger  har belastet klimaet i en grad, der truer med at udløse tragedier for hele menneskeheden.

Derfor er debatten om, hvad man kan gøre for at begrænse flyveriet blusset op de seneste par år. Og et af forslagene har været at lægge afgifter på flybilletter. Modstandere af afgiften har dog fremført det argument, at afgifter var socialt skæve – underforstået: Afgifter ramte især de laveste indkomstgrupper. Men nu har Klimarådet punkteret det argument, fordi rådet kan påvise, at det især er de højestlønnede, der rejser med fly. Derfor vil en afgift også især ramme dem.

Selv om man også kan mene, at afgifter ikke i sig selv vil stoppe flyveriet (så skal de i hvert fald være meget store), så er der nok ingen tvivl om, at afgifter vil have en afdæmpende effekt på flyvelysten (lige som en afgift på tobak vil have en dæmpende virkning). Og spørgsmålet er også, om indkomstforskellene har det allerstørste betydning i denne sammenhæng? For vi er alle klimasyndere. Vi belaster alle klimaet i et vist omfang. Derfor kan man hævde, at en klimaafgift på flyrejser vil have en generel dæmpende effekt på flyrejser og dermed være et bidrag til nedbringe den CO2-udledning, som vil skal have gennemført snarest muligt.