I mit morgenbad flød tankerne tilbage til tiden, før vi fik brusebad. Jeg elsker brusebad, og har taget brusebad hverdag, siden jeg var en 10-12 år. De dage, hvor jeg ikke har kunnet gøre det, kan vist tælles på en hånd, som man siger. Medens vandet løb ned over mit ansigt tænkte jeg på, hvilken luksus, det er, sådan at kunne lade drikkevand løbe gennem håret og ned over kroppen. Hvor mange steder i verden er det beskåret befolkningerne at gøre det? For slet ikke at tale om alle de steder, hvor forekomsten af vand i sig selv er det største luksus? Jeg ved godt, at vi betragter det som en selvfølge i dag at kunne tage et dagligt bad. Men alligevel. Tænker man lidt over det, så er det et luksusgode eller måske – for nu at lade det ord falde – et velfærdsgode.
For såden har det jo ikke altid været. I min tidlige barndom var den personlige hygiejne “etagevask” i en stor zinkbalje på køkkengulvet. Baljen havde tidligere rummet margarine, og jeg kan endnu huske, at der på siderne af den stod noget om margarine. Måske endda et navn. Når hånden gled hen over siden af baljen kunne fingerspidserne mærke de forhøjede tegn. Baljen var oval – og som jeg husker det – lidt forhøjet i enderne. Den havde to håndtag. En i hver ende. Her blev jeg så placeret på den vaskebræt-rillede bund, når min mor havde fået kogt tilstrækkeligt med varmt vand på det lille gasblus. Hvor tit det foregik husker jeg ikke helt. Men der gik nok en uge imellem disse højdepunkter i halvtredserhverdagen.
Bedst husker jeg afskyldningen efter indsæbningen. Når min mor lod håndlunkent vand fosse ned over mit hoved. Det var denne fornemmelse, der greb mig her til morgen.
Jeg søgte lidt på nettet for at finde et billede af min barndoms zinkbalje og lidt om margarineproduktionen historie. Og fandt ud af, at margarinebaljebadet er en del af min generations fælles kulturarv.
En dag fik vi installeret bruser i kælderen, og det var slut med baljen. I dag sælges de gamle zinkbaljer antikvarisk til høje priser.