Paul McCartney gav i et interview (som jeg ikke lige kan finde nu) udtryk for, at han nok var endnu mere inspireret af populærmusikken fra før-rock-and-roll end af rock-and-roll. Altså den musik, som bl.a. hans egen far, James “Jim” spillede og lyttede til. Jeg tror, det var i forbindelse med McCartneys egen hyldestplade til netop den generations sangskrivere Kisses on the Bottom (2012). Og når man lytter til McCartneys egne sange helt tilbage til de tidlige Beatlesindspilninger, så kan man følge et spor, der peger lige netop i retning af den store amerikanske sangskat fra tiden før Elvis Presley. Vi behøver kun nævne “When i’m 64”, “Yesterday” og “Blackbird” for at finde noget af sporet. Og når man lytter til sangene fra den store sangbog, så forstår man jo godt, at melodisnedkeren McCartney lyttede til dem og lænede sig op ad deres talentmasse.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg hørte Patti Griffin synge Henry Mancinis klassiker “Moon River”. Ganske vist er det en relativt ny repræsentant for tiden før Elvis. Den er fra 1961 og filmen Breakfas at Tiffany’s, hvor Audrey Hepburn synger en ret så uforglemmelig version. Men jeg er lige ved at holde mere af Patti Griffins intense udgave. Døm selv.