Under titlen De riges by – på desperat boligjagt forsøgte DR i går at analysere boligsituationen for hundredvis at københavnere. Inden for de sidste par årtier er det blevet dyrere og dyrere for såkaldt almindelige mennesker at finde en lejebolig i byen, som de kunne betale. Som eksempel blev det nævnt at prisen på en almindelig to-værelses lejlighed siden 2014 – altså på blot tre år – var stedet med hele 31%, så den nu kostede i nærheden af 12.000 kr. pr. måned.

Det kom også frem, at en af de faktorer, der var skyld i de generelt voldsomme prisstigninger på især private udlejningslejligheder er, at store udenlandske – primært amerikanske – “investorer” havde forelsket sig i Danmark og specielt København og derfor – med boligreguleringsloven i hånd – gik ind og opkøbte lejligheder for at istandsætte dem og udleje dem igen til priser, der indebar en fordobling – og i nogle tilfælde en firedobling – af huslejen. Der var eksempler på almindelige tre- og fireværelseslejligheder, der kostede 24.000 kr. og opefter – pr. måned. Der var dog nogle  eksempler på, at lejere havde fået huslejenævnet til at sætte huslejerne ned, men rigtig mange affandt sig med de nye tilstande eller flygtede væk.

Det mest forstemmende ved udsendelsen (der er første afsnit af en serie) var, at det hele blev beskrevet som “business as usual“. Det er sådan, virkeligheden er i et Danmark, hvor nyliberalismen har huseret i mere end et årti. Stort set alle, bortset fra de stakkels københavnere, der var ramt at de grimme huslejestigninger,  fremstillede situationen som en, vi nærmest skulle affinde os med, da det skete inden for lovgivningens rammer. Selv den nyslåede boligminister Kaare Dybvad Bek var meget tilbageholdende og ulden i munden, da han skulle give et bud på, hvad han ville gøre, for at sætte en stopper for “investorernes” hærgen i byen.

Men mellem linjerne og i små utilsigtede bemærkninger fra den medvirkende “eksperter” fik vi alligevel løftet en flig for, hvad der er på færde. Fx sagde en af dem, at der er så mange penge (kapital) på den globale scene, som skal finde investeringsmuligheder. Og det er så nu blevet boligsektoren i Danmark (og andre lande). Sagt på en anden måde, så er situationen i København (Berlin, London osv.) den, at den globale kapitalisme nu for alvor har kastet sig over den brede, almene boligsektor med det formål, at skabe profit. Karl Marx var inde på det: Kapitalismen har en indbygget tendens til at underlægge sig (subsumere) alle sider af den menneskelige virkelighed. Den breder sig, som vi har set efter anden verdenskrig, til alle lande (med få undtagelser: Cuba og Nordkorea, der en stakket frist eksisterer som sanktionerede stater) og til alle områder af virkeligheden. Og intet tyder på, at den vil stoppe med at underlægge sig virkelighedens niveauer, så længe der er er profit at hente.

Den store skurk i det københavnske drama er det amerikanske Blackstone, der angiveligt er det største firma af sin art. Og de har nu kastet sig over Danmark og København med den erklærede hensigt at blive her – og tjene mange penge til sine aktionærer (for nu at formulere det diplomatisk). Men det er ikke de eneste, der er kommet til landet med den hensigt…

I forbindelse med “finanskrisen” i 2007-2008 så vi, hvordan lokale forretningsmænd spekulerede i ejendomme og tvang prisstigninger igennem, der var med til at tvinge markedet og bankerne i knæ – og med samme formål som de nye investorer på det almene lejemarked: profit. Sammenholdt med andre tendenser i tiden, fx amerikanernes ønsker og at lave “handelsaftaler” med sine allierede, herunder de europæiske lande – “handelsaftaler”,der foregår bag lukkede døre og som, hvis de bliver realiserede, vil indebære, at de parlamentariske demokratier i Europa vil få meget svært ved at sætte hindringer i vejen for de store kapitalistiske foretagenders profitjagt. Ja, faktisk vil disse handelsaftaler, hvis indhold kun er kommet ud til pressen takket være Wikileaks og lignende sporhunde, demontere de demokratier, vi kender i dag – sammenholdt med disse tendenser, så er det store spørgsmål, hvad den siddende socialdemokratiske regering vil og kan gøre for at hjælpe den store del af befolkningen, der nu presses ud af København, fordi det bliver økonomisk umuligt at bo i storbyen (de øvrige provinsbyer skal nok følge med)? Kan og vil Socialdemokratiet sætte en stopper for den uheldige udvikling? For mig at se, er det en lakmusprøve på partiets sociale bevidsthed og ansvarlighed (lad os formulere os sådan). Er Socialdemokratiet i det nye udgave med Mette Frederiksen ved roret i virkeligheden “rød”, som oppositionen kalder partiet, eller er det Thorning Schmidtsk-Corydonsk “blå”? Tiden vil gøre os alle sammen klogere.