Pink Floyds fjerde album. Et dobbeltalbum bestående af dels koncertoptagelser med kendte numre og en plade med numre, skrevet af gruppens enkelte medlemmer. Pladen har fået en lidt underlig status i gruppens diskografi, bl.a. fordi flere af medlemmerne har udtrykt sig mindre pænt om den. Muligvis, fordi pladen var et eksperiment og mere udtryk for de enkelte sangskriveres musikalske retning og ønsker end et udpræget bandalbum. Og måske rammer Dave Mason sagens kerne, da han mente, at ‘det samlede udtryk er bedre end dets enkelte dele’. I hvert fald har bandets trofaste publikum taget den til sig lige som alle de andre albums.