Som nævnt spiste jeg is fra Premier isfabrikken i min barndom. Når man sådan graver i erindringen dukker der hele tiden nyt – eller rettere: gammelt – op. Tager man af hovedstolen, så bliver den ikke mindre. Snarere tværtimod. Selv om nogle digtere frygter det…
Dengang i barndommen var det ikke almindeligt med køleskabe. I hvert fald ikke den slags elektriske vidundere, vi nu fylder vores samtalekøkkener med. Min barndomsven Bents familie havde et køleskab, der skulle fyldes med is. Et monstrum med en isbakke for neden i skabet, der jævnligt skulle fyldes.
Derfor blev Bent sendt ned på havnen til Premiers isfabrik, hvor han kunne få en spand gratis is til maskinen. Når han var heldig fik han en god klump tøris. Den holdt længere end almindelig is. Både på vejen hjem og i skabet. Og var han rigtig heldig, kunne der gå nogle dage, inden han igen skulle afsted. For det var sin sag for en knægt under ti år at slæbe en spand is gennem flere gader.
En af de gange, hvor jeg var med og tog min del af slæbet, kom vi i kontakt med en rar ansat på isfabrikken. Om han havde ondt af os, kan jeg ikke huske, men i hvert fald spurgte han os, om vi ikke ville have noget spiseis med hjem til familien. Og selvfølgelig ville vi det. Derpå forsvandt han et øjeblik og kom tilbage med et stor spand, der var fyldt op med flødeis med chokolade, frugter og nødder. Der var flere liter. Da vi kom hjem, blev portionen delt mellem vores respektive familier, og så blev der ellers spist is i lange baner. Jeg tror, der har været tale om is til restauranter eller til eksport, for jeg har ikke set den type is siden.

Hvis jeg ikke havde været glad for is før, så blev glæden i hvert fald grundlagt den dag…