På papiret ligner det nærmeste et umuligt projekt: At englænderne skulle kunne lave en seværdig tv-versionering af den ærke-franske forfatter Georges Simenons detektivserie om Jules Maigret. Men det er lige præcis, hvad de har formået med med ITVs nye udgave med Rowan Atkinson i hovedrollen.
På DR-tv kan speakeren ikke undlade at introducere seriens afsnit uden at nævne Atkinsons måske mest kendte figur Mr. Bean, men det er så upassende og forfejlet som det kan være. For som Jules Maigret viser Rowan Atkinson for alvor sine skuespilevner, som vi kun sporadisk har kunne se i nogle birollepræstationer.
Atkinson tager stille og roligt Maigret-figuren i besiddelse og gør denne til sin egen. Maigret er noget af en tørvetriller. En stille, tænksom, nærmest sky franskmand, der lever og ånder for sit job som detektiv hos politiet. Han har en sød, lille kone (spillet af Lucy Cohu), der er hans hengivne støtte i hans kald som detektiv. Og med sin pibe inden for rækkevidde og et hold loyale medarbejdere arbejder Maigret sig så stille og roligt (og for ledelsen som oftest for langsomt…) ind til sagens kerne i de ofte komplicerede sager.
Og ud over de fortræffelige skuespilpræstationer, så udmærker serien sig ved et lydefrit, særdeles detaljeret tidsbillede af et Frankrig i halvtredserne. Jeg kan ikke andet end imponeres over dette tidsbilledes iscenesættelse. Selv den mindste detalje er på plads, fx i det seneste afsnit, hvor en dansker er under mistanke for at have begået et mord på en jødisk juvelhandler. Danskeren er troende kristen og bruger sin bibel i sin livsførelse. Og i nærbillede ser man, at der faktisk er tale om en halvtredser-dansk udgave af Biblen. Og sådan er det hele vejen igennem. Det må have krævet både tid og en stor pengepung at få det på plads.
Jeg har set og ser mange af de bedste tv-krimiserier – svenske, britiske, walisiske osv. – og er efterhånden kommet frem til den fordom, at krimier er noget man ser på tv. For de fleste af de krimier, jeg har forsøgt at læse de seneste år, er dårligt skrevet – vurderet ud fra et litterært synspunkt. Fx skuffede en af Anne Cleves’ bøger om kriminaldetektiv Vera fælt. Det er mit indtryk at mange kriminalforfattere stiller sig tilfreds med at konstruere et mere eller mindre kompliceret plot og ikke skænker sprogbehandlingen de store overvejelser eller anstrengelser. – Om Georges Simenon holder skal jeg ikke sige, for det er mange, mange år siden, jeg læste noget af ham. Måske han skal have en chance igen?
Opdatering: I øvrigt er det ikke første gang, englænderne kaster sig over Maigret på tv. I starten af tresserne lavede man en serie med Rupert Davis i hovedrollen. I 1988 fik Richard Harris lov til at gestalte en aparte version af Maigret, og i 1992-93 var det Michael Gambon, der fik rollen i Granada Televisions udgave. Måske er det et udtryk for englændernes ambivalente forhold til fransk kultur, der markerer sig i denne kærlighed til Maigret-figuren?
Så har jeg fået set et par af episoderne – og ja han er en fremragende skuespiller. OG skønt at serien ikke er opdateret til moderne tempo men hviler støt og roligt i sig selv. Tak for tippet.
@Helge: Ja, netop tempoet er en del af krydderiet, der hensætter en til dengang i halvtredserne, hvor der ikke var
internet, mobiltelefoner eller SUV’er på gaderne. En skam at ITV har besluttet sig for at stoppe serien.
Jeg tilslutter mig helt og fuldt.
Hvad skal figuren Mr. Bean nævnes for i denne sammenhæng?
Rowan Atkinson er en dygtig skuespiller, som -modsat så mange andre- får lov til, og samtidig evner, bredden i skuespillerfaget.
Det er en nydelse at se!
@Farmer: DR er faldet i seer-lefle-gryden, hvor alle kned (også de beskidte og unødvendige) skal bruges for at få dem til at blive på kanalen. Men i tilfældet Maigret gør man dem en bjørnetjeneste ved at henvise til Mr. Bean. Maigret er alt andet end Mr. Bean, og heligvis for det. Atkinson glimrer i den rolle og man kunne godt ønske, at de ville fortsætte serien ud over næste og sidste afsnit. Der er jo masser af Simenonromaner at tage af.
Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af Rowan Atkinson som Maigret – men det lykkes vel en dag. Til gengæld har jeg åbnebart ligesom dig kæmpet mig igennem krimier der er hjælpeløst skrevet, at man tager sig til alfabetet. Og så skal en krimi (eller for den sags mange genrer) tilsyneladende fylde mindst 500 sider – og alene det for en til at tænke om forfatterne i virkelighed er aflønnet pr. anslag?
jeg genlæst for få år siden Maj Sjöwall og Per Wahlöös mesterværk “Roman om en forbrydelse” og til min store overraskelse holdt den faktisk stadigvæk – især sprogligt (og holdningsmæssigt) – der var heller ikke bind med flere end ganske få hundrede sider.
@Helge: Så kan jeg kun opfordre sig til at se serien (der ialt fire afsnit og der kommer ikke flere). Den skal nok blive genudsendt – og der er et afsnit tilbage. Det er en sand fornøjelse.
Og jo, jeg har læst noget om, at i United Bluff betales forfattere i forhold til sideantallet bl.a. Så tykke, ulæselige romaner og faglitterære værker er en pestilens derovre. Men sideantalsmæssigt er vi godt med herhjemme og i vores nabolande. Det er som om plotkonstruktionerne har det med at svulme op og brede sig – og til hvad nytte? Sjöwall og Wahlöo holder stadigvæk. Jeg kan huske, at jeg læste en af deres krimier – “Lastbilen”, tror jeg den hed – og det var første gang, jeg læste et roman ud i et stræk på et par timer (og jeg er en langsom læser normalt). Ellers skal vi tilbage til fx Raymond Chandler og Dashiel Hammet for at finde kriminalforfattere, der gjorde en dyd ud af at skrive godt. Og endelig så er det – som en af mine blogvenner engang bemærkede – sådan, at god kriminallitteratur altid er samfundskritisk og ‘venstreorienteret’ i den forstand, at den sætter spørgsmålstegn ved det bestående samfund.