Jeg ville egentlig skrive noget kritisk om DR-journalistik med særligt henblik på udsendelserne om Emilie Meng-sagen. Men, nej. Ikke nu i hvert fald. For så kom jeg i tanke om udsendelserne med titlen Mig og 68’erne, hvor en række nulevende personer fortæller om det, der skete dengang under overskrifter som “ungdomsoprør”, “studenteroprør” osv. Og de to afsnit, udsendelsen udgør, er faktisk ganske vellykkede. Ikke mindst, fordi de lader dem, der var med dengang, komme til orde og fortælle om deres liv anno 1968. Det gælder fx “beatmusikkens førstedame“, Helle Hellmann, der fortæller om, hvordan det var at være en beatbegejstret ung, artig dame, der kom tæt på beatmusikkens store helte, lige fra Led Zeppelin til Jimi Hendrix. Det fine ved udsendelserne er også, at de viser, hvor forskelligartede de unge “oprørere” var. Der var sgu ikke tale om nogen enhedsfront, sådan som visse højresnoede mennesker gerne vil fremstille det. Oprøret mod det etablerede lå nærmest som en stemning i tiden, en stemning, som mange unge blev grebet af og revet med af.

Usendelserne kan stadigvæk ses på DRtv, og er værd at bruge et par timer på, hvis man er interesseret i, hvad der skete for 50 år siden.