I 1979, d. 12. oktober helt præcist, udsendte Fleetwood Mac deres dobbeltalbum Tusk . Jeg var meget begejstret for bandet dengang. Og Tusk efterfulgte hovedværket Rumours og det eponyme album Fleetwood Mac, der begge havde sendt gruppen helt op på stjernehimlen med storsalg og alskens priser. Så jeg var temmeligt spændt, da jeg købte albummet hos Brian Laurie i hans lille pladebutik i Grønnegade (eller var det Ny Munkegade? – i hvert fald en af de små sidegader til Nørregade), hvor jeg var flittig gæst det fine pladeår. Tænk sig, at det er fyrre år siden. Det føles som var det i sidste uge…
Og forventningerne blev da indfriet, selv om albummet var mere eksperimenterende end forgængerne. Lindsay Buckinghams minimalistiske sange dominerede og man mærkede en indflydelse af punk og post-punken. Det var bandets svar på Beatles’hvide album – uden sammeligning i øvrigt.
Kommercielt betød vovestykket at pladesalget faldt. Men det ville nok under alle omstændigheder være svært at leve op til Rumours salgstal, der taltes i millioner enheder. Kunstnerisk er det derimod et album, der markerer et højdepunkt for den amerikanske udgave af Fleetwood Mac.