Vi har haft en kortvarig periode med såkaldt ‘historisk lav arbejdsløshed’ (vi tillader os lige at se bort fra bagateller som, hvordan arbejdsløshed defineres, og hvordan ledighedsprocenten udregnes…). Og hvis man var godtroende nok, så kunne man forledes til at tro, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen var ved helt at afskaffe arbejdsløheden – for godt.

Men så kommer Nationalbankdirektør Nils Bernstein og river os ud af vores dagdrøm. Han ønsker, at ledigheden skal stige! Af hensyn til ‘balancen i økonomien’. Og det er meget upassende i en tid, hvor regeringen har reduceret store dele af socialpolitiken til arbejdsmarkedspolitik ud fra devisen, at arbejde er godt for snart sagt alt. Bernsteins utidige kommentar er et vidnesbyrd om, at ledighed primært er en økonomisk kategori, et økonomisk værktøj, i den kapitalistiske markedsøkonomi. Og ikke først og fremmest et social og kulturelt problem.
Man kan selvfølgelig godt forstå, at Claus Hjorth Frederiksen afviser Nationalbankdirektørens ønske, for hvis man således vil acceptere arbejdsløsheden som en nødvendig del af samfundsøkonomien, så nytter det vel ikke at blive ved med at forringe de lediges situation ud fra en illusion om, at ledigheden blot er et forbigående fænomen? Det ville jo være uanstændigt, ikke?! Og det er netop, hvad Frederiksen siger. Det er ‘dybt uanstændigt’ at ønske mere arbejdsløshed. Spørgsmålet er blot, om Frederiksens idealisme på dette område ikke kommer til kort over for de økonomiske realiteter – og at konsekvenserne kommer til at regne ned over dem, der uheldigvis er ledige, når krisen sætter ind?