Vampyrpingvinen har galet og har ramt en nostalgisk streng i mit støvede sind: Slik. Især mindet om de rigtige, lidt stive salmiakstænger med dækmønster og himmelsk salmiaksmag tordnede frem fra erindringens halvmørke. Dengang i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne var der ikke så meget at vælge mellem, som jeg plejer at fortælle min undrende datter. I starten måtte vi nøjes med Slikmutters lille mejeri på hjørnet af Nygårdsvej og Sjællandsgade, hvor der var beskedent udvalg af slik og is. Det var især is. Gule og røde firkantede sodavandsis, som farvede tungerne eftertrykkeligt i nævnte farver. Gik det højt vankede der ligeledes firkantede Eskimois med “guldpapir” om, isbåde med kage og syltetøj eller “ishuse”, dvs. is med chokoladestykker og andet godt i et lille rødt papirkagehus, som man skulle spise med en lille, flad tilhørende træske.
Man kunne også få en champagnebrus og en nougatis (som jeg aldrig har brudt mig om…). Senere kom og forsvandt den gule sorbetis, som jeg har savnet lige siden, og en række andre… Alle fra det gamle Premier-is. Det var dengang flødeis smagte af mælk og fløde – og ikke permol.

Premier isfabrikken var i øvrigt Danmarks sidste isfabrik (blev overtaget af Nestlé i 1996 og siden lukket.
Lidt senere fik Slikmutters butik konkurrence af en regulær slikbutik, der lå ved hjørnet af Sjællandsgade og Frodesgade. Den hed vist Isbjørnen, for at det ikke skal være løgn. Her kunne man få rigtige isvafler med kugler, fløde- og jordbærskum og jordbærsyltetøj. Det var stort. Der var også et relativt rigt udvalg af godter, og – ikke at forglemme – såkaldte “lykkeposer” med en lille markron, lidt slik og noget plastikskrammel. Men populære var de.
Der lå også et mindre mejeri i Sjællandsgade et gadedrengespyt fra Slikmutters. Her kunne man i sommermånederne købe røde, kandiserede æbler på en pind. Jeg kan huske, hvor fedtet og klistret ens hånd blev, når det røde, søde stads løb ned over fingrene. Og hvordan det føltes at sætte tænderne i den tykke, røde, klæbrige masse. Men dejligt smagte det nu.

Jeg anede ikke før i dag, at der fandtes billeder af min barndoms is. Det var virkelig et opløftende gensyn, da jeg fandt dem på Esbjerg Kommunes Billedarkiv – også selv om de kun er i sort-hvid. Det bedste ved det var næsten, at de fuldstændig matcher mine erindringsbilleder…

PS. Når man ikke længere kan få de gode, gamle salmiakstænger, så er det nok på grund af deres store indhold af netop salmiak. Altså sundhedshensyn! Se fx indlægget her.