Engang var bootlegs – eller piratplader – rockens svar på musiksamlernes mest våde drøm. Var man rigtig, nørdet fan, så samlede man også bootlegs. Og der var mange, af svingende kvalitet og sjældenhed.
Men hvordan er det i dag? Jovist, de gamle bootlegs forhandles stadigvæk, nærmest som antikviteter. Men ellers? Nej, den moderne teknologi har vel i realiteten gjort dem overflødige. Selv om musikkens bag(køb)mænd gør, hvad de kan for at holde det moderne isenkram ude af koncertsalene og festivalområderne, så slipper der stadigvæk piratoptagelser ud – optaget med mobiltelefonernes imponerende kvalitet. Se bare, hvad man finder på Youtube.
Og så er der dem – fx Dylan, Stones og Bruce Springsteen – der er begyndt at udsende deres eget arkivmateriale og “bootlegs”. Og i en kvalitet, man dengang kun kunne drømme om. Dylans bootlegsserie er gefundenes Fressen for enhver Dylanolog, Stones-fans følger troligt med i, hvad rockdinosaurerne udsender (no matter what) og Bruce Springsteen har sin helt egen side, hvor koncerter publiceres i alle eksisterende formater. Jo, det må være svært at være en rigtig musikpirat nu om stunder.