[Foto  lånt fra nedenfor omtalte artikel i Journalisten. Fotograf: Erik Skriver. Helle Hellmann ser man yderst til højre ved siden af Sonny. Den unge dame til venstre hedder Chérie]

Helt tilfældigt falder jeg over en artikel i Journalisten om “Beatmusikkens førstedame”, Helle Helmann, der fyldte halvfjerds i 2017. Jeg husker hende så nøje fra dengang, hvor hun var ene høne i kurven. Og husker, at hun skrev godt og engageret om den tids musik. Hun skrev i Beat og siden i Politiken. I artiklen siger hun om den tid:

”Det er lidt som at læse i et skoleblad. Jeg var bare en rapkæftet ung pige, der skrev ud i det blå uden at ane, hvad jeg lavede og uden et forbillede. Alt var nyt, og kun få skrev om beatmusik. Det blev ikke regnet for noget dengang og fik heller ikke plads i avisen. Mine interviews med Jimi Hendrix blev nærmest til en note, og det er jo forfærdeligt at tænke tilbage på. Dengang blev rockmusik betragtet som en døgnflue og en dille, der hurtigt ville glide ud igen”

og måske var det ikke på journalistisk højeste niveau, men det var vigtigt at nogen tog beatmusikken alvorligt. Og det gjorde Helle.

Men som jeg tidligere har fortalt, så var Helle ikke den eneste pige, der kastede sig over beatmusikken. Der var en ung pige, der fik lov at konkurrere med hanerne i DRs beatprogrammer. Jeg husker desværre ikke hendes navn,  kun at hun omkom i en trafikulykke kort tid efter at hun var begyndt i radioen. Synd og skam, for det kunne have været spændende at have hende ved siden af Hans Otto Bisgaard, Palle Årslev og de andre fra dengang.