Torben Bille ville have elsket at skrive om sit idol Bruce Springsteen på dennes 70-års-dag. Og dagen vil med sikkerhed ikke gå i glemmebogen i musikmedierne. For vi har jo at gøre med en af de få amerikanske kunstnere, der kan måle sig med måletstokken derovre: Bob Dylan. En af de sangskrivere, der gennem et halvt århundrede har skrevet vedkommende og langtidsholdbare sange med rod i en primær blue collar-virkelighed, som tusinder, ja millioner, har kunnet leve sig ind i og identificeret sig med – og alt sammen i en ramme af amerikansk rock, der både var i dyb gæld til traditionen men også fornyende og frisk, da den kom ud på markedet.

Nogle af Springsteens kritikere mener, at han har tabt kunstnerisk højde i det nye årtusinde. Til dem er der kun at sige: Lyt til hans optræden på Broadway, hvor han alene på scenen får demonstreret sine sanges holdbarhed, relevans og aktualitet. Og ikke mindst afklarethed. For det er måske i virkeligheden det, alderen fører med sig, hvad enten man hedder Springsteen, Dylan eller Lundell – ikke ungdommelig fornyelse, men afklaring, afklarethed og klarhed.