Præcis hvilken dato, man skal sætte på Enhedslistens “fødsel”, ved jeg ikke. Men i april måned 1989, hørte danskerne vist for første gang om det nye parti.

Som navnet siger, så var Enhedslisten et resultat af de foregående mange års skænderier og splittelse mellem den såkaldte venstrefløjs mange grupperinger og et ønske i det daværende kommunistiske parti om at danne et parti, der kunne samle venstrefløjen. Og sådan blev det, og i dag fremstår Enhedslisten som et samlet parti med en såkaldt grøn og rød profil, selv om man godt kan spore forskellige holdninger hos de forskellige politikere i partiet. Og sådan skal det også være.

Og selv om partiet fik en lidt svær start og ikke kom i folketinget ved det første valg i 1990, hvor partiet fik 1,7 % af stemmerne, så har det stille og roligt tilkæmpet sig en position som venstrefløjspartiet i folketinget og i den offentlige debat. Selvfølgelig skal vi ikke glemme Socialistisk Folkeparti i den sammenhæng, men i de senere år har SF fremstået som en rød-grøn udgave af Socialdemokratiet – ikke mindst i forbindelse med den uheldige rolle som medlem af Thorning Schmidts regering.

Den store fare for Enhedslisten er ikke længere splittelse og fraktionering. Man lever godt med en stor grad af åbenhed og uenighed uden at det forhindrer en fælles politik. Næh, den store fare, som jeg ser det, er, at Enhedslisten bliver alt for opslugt af folketingsparlamentarismen med den fokusering på den kompromitterende “midte” og dens “nødvendigheds”konsensus – og at de fremtrædende politikere bliver suget ind i den populistiske centrifuge, som medieuniverset omkring parlamentet udgør. Her bør partiet nok indføre en slags armslængdeprincip.