Da jeg gik i folkeskolen fik jeg to “svedere”. Den første på Vestre Skole i Esbjerg, fordi vi unger havde forlystet os med at smide nogle metalkamme fra øverste etage og ned på gulvet i stuen. Det larmede. Og det måtte vi ikke. Vi blev idømt en kollektiv eftersidning.
Næste gang var det på Sædding Skole, hvor vi af kedsomhed i en formningstime forlystede os med at smide små kugler af ler op på en betonbjælke i loftet på lokalet. Kollektiv eftersidning var resultatet.
Og hvad lærte jeg så af det? Ingenting. Eller måske: At skolen har svært ved at gøre noget ved kedsomheden.
Siden er der sket meget med folkeskolen. De antiautoritære strømninger i efterkrigstiden har udviklet folkeskolen i en mere demokratisk og human retning. På godt og ondt. Børn er ikke længere at betragte som undersåtter, der kan tugtes efter behag, men som ligemænd og -kvinder. Den autoritære skoles bortgang har også resulteret i, hvad man kalder “en disciplinkrise”. Ungerne hører ikke bare efter. Og ofte bakkes de op af deres ligeledes antiautoritært opdragede forældre.
Nu vil vores revanchistiske såkaldte undervisningsminister Bertel Haarder så genindføre fortidens disciplin med eftersidning og møder med “spækker”. Men idéen får fingeren af forældrene. Kun Dansk Folkeparti bakker forventeligt op om forslaget – og så regeringens ideologiske alibi i den pædagogiske verden professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Man kan ikke skrue tiden tilbage til halvtredserne som Haarder og andre drømmer om. Løsningen på problemet med de såkaldt “urolige” børn (børn har altid været urolige…) skal findes med udgangspunkt i moderne pædagogiske tanker. Hvis man ønsker mere “disciplin”, så er der kun en farbar vej – nemlig at indrette skolen således, at ungerne får lyst til at lære noget – og derigennem selvdisciplin nok til at gøre det… Men det vil selvfølgelig koste nogle penge, og det er nok dybest set Haarder og Co.’s egentlige problem…