Som bestyrer af en lille viceværtordning får man – jeg – et godt indblik i alt, hvad der vedrører affald, herunder: genbrug, plastikforurening, menneskelig adfærd og forbrugerisme. Blandt meget andet.
Således oplever jeg uge for uge, hvor meget brugbart, der smides ud som storskrald. Fra let defekt elektronik (fx kaffemaskiner der blot skal afkalkes, cd-afspillere hvor læsehovedet er støvet til, støvsugere der let kan repareres og så videre), møblementer (sofaer, stole, borde, senge, madrasser, lamper, tæpper, reoler osv.) der er som nye eller kun let brugte, cykler (som regel fuldt funktionelle) og tøj (der ville gøre størst nytte i containerne hos Røde Kors, Kirkens Korshær osv.). For nu at nævne noget af det mest almindelige.
Men også musikken ender som storskrald. For længe siden fandt jeg en stor kasse med vinyler, hvoraf mange aldrig var spillet, fx Bjørks debutalbum og George Michaels Listen without prejusdice Vol. 1. Og de gled selvfølgelig ind i min egen samling. Og i dag fandt jeg så en hel affaldssæk med CD’er. Et tegn på, at den såkaldte streaming nu er forbrugernes foretrukne musikkanal.
Og det er selvfølgelig gefundenes Fressen for en reaktionær, nostalgisk musikforbruger som mig, der sværger til fysiske medier – vinyler og CD’er især. Og var der så noget at hente? Jo, fx var der fjorten CD’er med Paul McCartney (og Wings). Fra McCartney (1970) og til Give my Regards to Broad Street (1984). Det vil sige en stor del af de plader, Macca har lavet i halvfjerdserne og første halvdel af firserne. Og mange af dem “digitally remastered”. Og alle uden ridser og skrammer fra serien “The Paul McCartney Collection”. Jo, der fik jeg rigtig nok suppleret min Macca-samling.
Men der var også andre godbidder. Tre Doors-album. To Eagles-plader. En lille håndfuld Depeche Mode, bl.a. boksen med alle deres singler. Jeg har aldrig dyrket Depeche Mode, men har nu chancen for at rette lidt op på det. Dertil kommer plader med Beach Boys, Bob Dylan (en obskur sag med The Band med title Midnight Train), det originale soundtrack til musicalen Hair, Mike Oldfield, Michael Jackson, Led Zeppelin og så et par håndfulde med nyere navne – fx Linkin Park, Kashmir, Placebo, Rage against the Machine. Og alle i god stand.
Det var så cirka halvdelen af sækken, der blev reddet fra at blive opslugt af flammerne. Så må jeg se, om resten kan finde vej til genbrug. Countryopsamlinger, Lene Siel, Louis Armstrong og meget andet godt eller skidt (afhængigt af, hvordan man ser på det…)