Fordommen fortæller os, at popmusikken mestendels handler om hjerte og smerte og sjældent om de “dybere” og “alvorligere” ting. Som fx livet og døden. Og store filosofiske problemer. Men, men, det er nu ikke sandt. Hvis man kigger sangskatten igennem med en trimmekam, kan man godt finde fine eksempler på poptekster med eksistentiel o.a. dybde. Her er for eksempel Brian Wilsons “‘Til i die” (fra albummet Surf’s up, 1971), hvor Wilson med meget enkle ord og en meget, meget smuk melodi fortæller os, hvor uendeligt små vi er i verden. En prop, en lille sten, et blad…

I’m a cork on the ocean
Floating over the raging sea
How deep is the ocean?
How deep is the ocean?
I lost my way
Hey hey hey

I’m a rock in a landslide
Rolling over the mountainside
How deep is the valley?
How deep is the valley?
It kills my soul
Hey hey hey

I’m a leaf on a windy day
Pretty soon I’ll be blown away
How long will the wind blow?
How long will the wind blow?
Ohhhh

Until I die

Until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die
These things I’ll be until I die