Forbyd sexdrifterne!

Author:

Vi har skrevet det tidligere og gentager det gerne: Lad os afskaffe sex ved et forbud. Der er så mange problemer med de menneskelige seksualdrifter, at det nok ville være bedst for alle parter at afskaffe drifterne. Og det gøres jo bedst – i tidens politiske korrekte ånd – ved et regulært forbud. Ikke?!

Anledningen til at genfremføre forslaget er, at Dansk Folkeparti og Socialistisk Ditto er røget i totterne på hinanden, fordi en ny undersøgelse fra Velfærdsministeriet har afsløret, at antallet af prostitutionsydelser er vokset. Derfor har flere partier med SF i spidsen igen forlangt et forbud mod “købesex”. Hvilket Dansk Folkeparti blankt har afvist, idet man (dvs. ligestillingsordfører Marlene Harpsøe) mener, at en kriminalisering blot vil gøre prostitution til en endnu mere lyssky aktivitet, og at udviklingen i Sverige netop peger på denne uheldige udvikling. Herover for fremfører SFs ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, sit vanlige, naive markedsargument, at man skal stoppe efterspørgslen på “købesex”, for så sætter man et stopper for prostitutionen. Hvorfor da ikke gå skridtet videre og forbyde kunderne at have lyst til købesex? Lad os forbyde begæret! Det ville være en mere radikal løsning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *