Plottet minder om noget, man har set før. En mand (spillet af Colin Firth), der er kørt træt i sit liv, iscensætter sin egen død og påtager sig en andens identitet. Wallace er en succesfuld golfspiller, der ikke mere kan præstere på det grønne græs og lægges for had af sin egen familie. Han køber sig til en ny identitet som Arthur Newman og agter at starte et nyt lig som golftræner et andet sted i landet.

Men næppe har han sat sig ind i sin bil for at realisere sit identitetsskifte, før han løber ind i en anden identitetsforvirret person, pigen Mike (spillet af den uforlignelige Emily Blunt), der også er på flugt fra sin identitet som medlem i en familie, der er ramt af svær sindsyge. Man mærker hurtigt, hvor det bærer hen: Filmen kommer til at dreje sig om det umulige i at skifte identitet i bund og grund. At man kun i det ydre – med nye identitetspapirer så at sige – kan fremtræde som en anden, end den man er. Men processen hen til den erkendelse giver anledning til en række skøre situationer, der er med til at gøre filmen seværdig og – ja -underholdende. Men først og fremmest er filmen seværdig, fordi de to hovedrolleindehavere spiller deres roller rigtig godt. Især Emily Blunt er et fund som den gale Mike, der er med til at få Wallace på bedre tanker.

Og på lydsporet finder man fx Vashti Bunyans neo-folk-fortolkning af Jagger og Richard-sangen “Some things just stick in your mind”.