Det er svært at være politisk korrekt. Når man taler fra den politiske sandheds position risikerer man at komme til at slå sig selv for munden. Det fik vi et eksempel på i gårsdagens nyhedsstrøm.

I forbindelse med den forestående Pride i København (på lørdag) har kunstneren Rikke Østergaard – alias O/RIOH kritiseret Copenhagen Pride, fordi de ikke har booket kunstnere fra LBTÆQ+-miljøet som hovednavne ved arrangementet, men i stedet foretrukket Tina Dichow og Birthe Kjær. Med det resultat, at O/RIOH nu selv er blevet “pillet af plakaten”, som det udtrykkes.

Hvis man læser Copenhagen Prides “Mission & Vision“, så fremgår det klart, at man vil “skabe synlighed, forståelse og konkrete resultater.” for og med LGBTQIA+ miljøet, og at “inklusion” er en “kerneværdi”. Derfor kan man med rette hævde, at det for det første strider mod missionen og visionen at pille Rikke Østergaard af plakaten, fordi hun offentligt kritiserer Copenhagen Pride. Men man kan også hævde, at Rikke med sin insisteren på, at hovednavnene ved Priden skal tilhøre benævnte miljø diskriminerer med modsat fortegn (vi antager, at de to hovednavne er heteroseksuelle og derfor ikke tilhører benævnte bogstavkombination). Hvis man forstår sig selv som inkluderende i forhold til seksuel orientering, så må det vel også omfatte heteroseksuelle, selv om det almindeligvis er den gruppe, man definerer og profilerer sig i forhold til? Ved at udelukke kunstnere som Dichow og Kjær ville man let komme til at udøve diskrimination med modsat fortegn – og måske oven i købet skuffe nogle deltagere, der sætter pris på netop de to kunstnere.

Et rimeligt kompromis ville være, at Copenhagen Pride tog Østergaards kritik til sig, satte hende på plakaten igen og sørgede for at få nogle kunstnere fra LGBTQIA+miljøet øverst på plakaten sammen med Dichow og Kjær. Så ville man vende en tendentiel, måske ubevidst diskrimination til en reel inklusion.