Det er snart meget længe siden, jeg har været i biografen. Alt for længe. Og derfor har jeg været og er henvist til at se film på tv eller dvd. Og i går fik jeg så lejlighed til at se Ken Loachs Guldpalmevindende I Daniel Blake fra 2016, som DRK sendte ud på aftenen.

Og det er sådan en film, der får en til at tænke, at mange af de film, der faktisk bliver lavet, er overfladisk underholdning, der godt kunne undværes. En film, der er alt det, Hollywood ikke formår at lave som hovedregel.

I I Daneil Blake holder den aldrende Ken Loach et spejl op for os, hvori vi kan se, hvordan det såkaldte “velfærdssamfund” fungerer i den nyliberalistiske konjunktur, der har hærget de vestlige lande efter årtusindskiftet. Vi følger den 59-årige Blake (fremragende fremstillet af Dave Johns), der har arbejdet som tømrer i mere end fyrre år, men på grund af problemer med hjertet må opgive at arbejde og derfor er henvist til at få hjælp af det engelske “velfærdssamfund”.

Det begynder med, at Blake får afslag på en ansøgning om sygedagpenge. Og derfra går det kun en vej: Ned i samfundspyramiden mod et liv i elendighed. Blake, der heller ikke besidder de digitale kompetencer, som systemet kræver som en selvfølge, løber hele tiden panden mod en mur af regelrytteri, bureaukratisk arrogance og iskold “politisk” kynisme. Og systemets brutalitet, der beskrives uden overdrivelse og med overbevisende realisme, virker blot desto mere brutalt, fordi Blake i sin udsathed stilfærdigt insisterer på at beholde sin værdighed og lader den komme til udtryk i nogle spagfærdige forsøg på at råbe systemets agenter op.

Undervejs ned i hierarkiet møder Blake en ung mor med to børn. Hun er blevet genhuset i Newcastle, hvor Blake bor, efter at have hutlet sig igennem på et herberg i London som hjemløs. Hun og børnene lander i Newcastle, en by, de ikke kender, og i et system, der er renset for menneskelighed og medfølelse. Og Blake bliver en ven af familien og en slags reservefar for børnene. Han hjælper moderen (Hayley Squires) med at få den tildelte lejlighed til at se nogenlunde ud. Men også for Katie, som den unge moder hedder, går det kun en vej – nedad. Det ender med, at hun – for at forsørge børnene – lader sig engagere i et escortbureau – til Blakes store fortrydelse.

Filmens store styrke er, at den på et hverdagsrealistisk plan, scene for scene, fremstiller, hvordan det engelske velfærdssystem langsomt, men sikkert, nedbryder de mennesker, der er henvist til systemets hjælp. Et system, der først og fremmest betragter borgerne som individer, der har en kontrakt med staten. En kontrakt, hvis betingelser, de ikke helt kender og slet ikke har været med til at formulere. Hvis man kender blot lidt til sådanne systemer (hvis man fx har været arbejdsløs, på kontanthjælp eller lignende), vil Loachs beskrivelse på ingen måde forekomme det mindste overdrevet. Snarere tværtimod.

Hvordan filmen ender skal man unde sig selv at se. Det er både gribende og stærkt bevægende at følge den stolte Blakes deroute og stilfærdige kamp for at blive respekteret som en værdig borger. Loach er nu over firs år gammel, og har flere gange meddelt sin pensionering. Men så længe han kan lave film som denne, så kan de unge instruktører roligt frygte konkurrencen fra hans side.

Opdatering: Filmen genudsendes lørdag d. 2. august kl. 23.45 på DRK.