Det store musikalske navn de seneste dage har været en lille, rødhåret, bebrillet ung mand fra Halifax, England. Med andre ord: Ed Sheeran. Og jeg må straks indrømme – uden skam (for jeg lytter bestemt ikke til alt i denne verden) – at jeg indtil i dag ikke har lyttet til Ed Sheeran. Men for god ordens skyld og for ikke at falde for generationssnaren, så har jeg brugt min reklamefinansierede streamingtjeneste til at lytte mig lidt ind på hr. Sheeran. Startende med hans debutalbum + (udtalt: plus) og videre til et udvalg af sange fra de senere albums og hits og – lige nu – en “playlist”, leveret af en venlig streamingtjenestebruger.

Og jo, jeg kan bestemt godt lide Ed Sheeran. Han er både umiddelbart appellerende med sin ungdommelige, charmerende stemme, har skrevet nogle ganske popfæhige sange (med tekster, der ikke føjer noget til eller trækker noget fra den hob af poptekster, verden er befolket af) og er “offer” for nogle produktioner, der undgår de værste af samtidens teknologiske manipulationstendenser og afslører en umiskendelig gæld til de foregående mange årtier.

Det betyder dog ikke, at jeg nu er fan eller overvejer at købe hans plader eller – hvis det skulle blive aktuelt – gå til hans koncerter. Blot, at han er endnu et af de mange ubestridelige talenter, der er i moderne pop, og som demonstrerer, at nogle ting ikke ændrer sig, selv om den teknologiske udvikling prøver at narre os til at tro det. Det handler stadigvæk om gode sange, gode stemmer og sympatetiske kunstnere.