Klimatosserier: Charterferie

Author:

Sommeren er over os, og danskere i tusindtal drager med charterfly mod syd for at holde ferie. Samtidig fortsætter diskussionen om, hvordan vi kan begrænse flyrejser for at nedsætte CO2-udledningen. Senest har regeringen meldt ud, at man overvejer en afgift på flyrejser. En idé samme regering ikke var så varm på, da valgkampen kørte.

Problemet med afgifter på flyrejser er, at de skal være så store, at de afholder folk fra at tage flyveren. Og er det sandsynligt, at det kommer til at ske!? Det er det brændende spørgsmål.

Tager vi et øjeblik de samtidshistoriske briller på, så kan vi konstatere, at charterferier med fly er et relativt nyt fænomen. Herhjemme var det først for alvor, da Simon Spies og Tjæreborg-præsten i tresserne begyndte at sende danskere til grisefester på Mallorca m.m., at charterferierne kom i gang. Vi taler altså om et halvt århundrede.

Før Spies og Tjæreborg måtte danskerne tage til takke med andre rejseformer, hvis de ville holde ferie udenlands. Ordinære flyforbindelser, tog og privatbil (hvis man var rig nok til at have sådan en). Udenlandsferier var i det hele taget forbeholdt et velhavende mindretal.  Ellers var man henvist til at holde ferie i hjemlandet – og transportere sig med tog, rutebil, bus, bil, cykel eller til fods. For sådan var det dengang. Og nogle tog slet ikke på ferie, men holdt ferie derhjemme.

Det er altså ikke strengt nødvendigt med charterrejser. Vi kan godt undvære dem – helt, hvis vi vil. Vi kan godt holde ferie uden at skulle belaste miljøet så voldsomt, som tilfældet er. Og jeg mener, at det egentlig er det spørgsmål, vi skal stille os selv: Er vi villige til at give afkald på forbrugsgoder for at nedbringe CO2-belastningen og dermed afværge alvorlige klimaproblemer i fremtiden?

2 thoughts on “Klimatosserier: Charterferie”

  1. Problemet med afgifter er, at de øjeblikkeligt bliver en del af statens indkomstgrundlag, og så forsvinder den reelle vilje til at nedbringe flyaktiviteten. Man lægger i stedet afgiften på et niveau, så provenuet er maksimalt. Se cigaretter, spiritus, benzin og meget andet.
    Man slagter jo ikke hønen, som lægger guldæg.

    Samtidig skal afgifterne være international gældende. Ellers tager man blot bilen/toget/færgen til Hamborg, Oslo eller Luxemborg, og så er det hele ligesom temmelig ligegyldigt målt i forhold til en destination på den anden side jordkloden.

    Og hvad med alle dem, som flyver på statens/EUs regning?

    Afgiften bliver endnu en rendyrket straf og et jerntæppe til den jævne mand.

    Den største fare ved nedsat rejseaktivitet ser jeg dog i, at man begrænser udsynet og giver grobund for national snæversynethed med tilhørende nedsat tolerance over for andre samfundsformer/religioner/adfærdsmønstre.

    Jeg er sikker på, at DF vil stemme for en betydelig afgift. Folkets ferie tilbage til kolonihaven og campingpladsens ølbænk.

    1. @Farmer: Ja, det er problematisk at bruge afgifter i kampen for et bedre klima. Du nævner selv flere af problemerne. Og det springende punkt er vel, at vi – forudsat vi er enige om, at der skal handles – bliver nødt til at ændre vores adfærd, når det
      gælder forurening af miljøet (ikke mindst CO2-udledningen). Vi kan selv – og det sker i stort omfang, fx på fødevareområdet (indre kødforbrug osv.) – gøre noget. Og på andre områder skal der nok også politiske adfærdsreguleringer til. Flere el-drevne biler i stedet for fossilt drevne. Regulering af strømforbruget (mere vindenergi osv.). Regulering af brugen af internet og mobiltelefoni.
      Det bliver bestemt ikke let for den siddende regering at leve op til løftet om en 70% reduktion inden 2030. Det kræver ikke kun politisk vilje, men også politisk intelligens. Forstår de overhovedet alvoren i det projekt? For – efter min mening – så hænger klimaproblemet tæt sammen med vores økonomiske system, der dybest set er afhængig af vækst – i produktionen, i pengeøkonomien osv. Jeg håber, det lykkes, men er ikke sikker på nogen måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *