Den socialdemokratiske århus-borgmester Nicolai Wammen har holdt grundlovstale. Og i Kristelig Dagblad citeres han for følgende udsagn: “århus er en tolerant by. Men når budskaberne bliver afstumpede eller afskyelige og måske fører til eller opfordrer til vold, må smilet stivne hos enhver århusianer. Og uden respekt for andre mennesker kan man ikke kalde sig en rigtig århusianer”. En rigtig århusianer. Udsagnet er vendt mod århusianske borgere, der tilhører politiske ekstreme grupperinger, hooligans og ‘religiøse fanatikere’ i byen. Og selv om man selvfølgelig kan sympatisere med den politiske kamp mod elementer, der bryder demokratiske spilleregler og opfører sig uacceptabelt i sociale sammenhænge, så er spørgsmålet om det er en heldig retorik. Jeg kommer til at tænke på Poul Nyrup Rasmussens famøse omtale af Dansk Folkeparti som et parti, der ‘aldrig ville blive stuerent’. Det er den politiske arrogances retorik. Det er det politisk gode selskabs segregations retorik. Vi er de “rigtige århusianere”. I andre er…
Det kan forekomme at være en bagatel. Men jeg tror, der går en lige linje fra denne grundlovstaleretorik til den segregation, der foregår på nationalpolitisk plan på de såkaldte “integrationsområde”. De er indvandrerne, specielt de islamiske ny-danskere, der ikke er rigtige danskere, og så er der os, de rigtige danskere. En ubehagelig retorik.