Forleden nævnte jeg filmen Amargeddon i forbindelse med en version af John Denvers “Leaving on a jet plane”. Og i går fik jeg så lejlighed til at spilde et par timer med at se filmen. Og den er bestemt ikke det bedste, der er kommet ud af Hollywood. En slags Die Hard blandet op med olieboreplatformsarbejdere, NASA og en “global killer” af en meteor med retning mod jorden. Og med Die-Hard Bruce Willis i hovedrollen som den sædvanlige enerådende, fraskilte mand (med et barn på slæb i form af Liv Tyler), der aldrig lytter og kun forstår nedsættende, vulgær tale og øretæver. Suppleret med en række udmærkede birolleskuespillere som klangbund for Willis’ ensomme hævner og oprydder-rolle. Selv hvis man accepterer Die Hard-genrens usandsynlige præmisser (og det kan være svært nok), så er Amargeddon for usandsynlig, selv om fortællingen hænger nogenlunde sammen og kittes godt sammen af computerisering af de mest spektakulære scener. Nej, så hellere et gensyn med de gamle Die Hard-film (der i øvrigt også har været på programmet for nylig..).

Næh, det bedste ved den film var og er soundtracket, der består af en samling mainstreamrocknumre og temamusik. En af den slags soundtrack, der holder længere end filmen selv. Blandt numrene finder man ZZ Top og et af deres John Lee Hooker-inspirerede rockere…