Martin Blom er ikke et ukendt navn her i bloggen. I 2016 anbefalede jeg hans asketiske Sange fra Ødekirken og i 2017 var han aktuelt og anbefalet med Trouble Cats og deres Live in Aarhus. Og nu er Martin så med i en nye konstellation, en trio, der ud over Blom selv (guitar og sang) består af Martin Jønsson (kendt fra bl.a. Johnny Madsen) på Hammond orgel, andre tangenter og kor – og Svend Eeg (Tabasco Beat, Undertowdk m.fl.) på trommer.
Og Sidetrackers dyrker lige som Trouble Cats en rockmusik, der suger sin næring fra de amerikanske rødder, ikke mindst den uomgængelige blues, der jo løber som en blå blodåre gennem amerikansk musik frem til i dag. Og som Trouble Cats har Sidetrackers (klogeligt) valgt at indspille en liveplade. En liveplade i studiet, som det lidt paradoksalt nok hedder. Men meningen er god nok. Ideen er selvfølgelig at få musikken til at fremtræde, som om der var tale om en live-præstation.
Og der er også forskel på Trouble Cats og Sidetrackers. Sidstnævnte er i materialevalget tættere på rødderne. Der er færre selvskrevne numre og flere fra de store sangbog, bl.a. sange af Blind Willie Johnson, Albert King, Freddie King, T. Bone Walker og såmæn Bob Dylan (Gotta Serve Somebody). Og i udtrykket dyrker trioen tilstedeværelsen af Hammond-orglet, hvis distinkte lyd præger det samlede lydbillede på den fede måde.
Pladen er optaget i Jønsson Studierne og det er lykkedes for Blom og vennerne at få skabt en livelyd, der både giver musikerne plads til at strække ud, som de vil, og til at lade musikken fremstå så umiddelbar og “beskidt”, som man kender den fra vellykkede koncerter.
Jeg kan kun give pladen min helhjertede anbefaling. Det er en plade efter mit hjerte – uden opstyltede, prætentiøse ambitioner og med sans for det umiddelbare, svedige udtryk, som udmærker den slags bluesbaseret rock.
Sidetrackers. Live! In the studio. Produceret af: Martin Jønsson. MMJ Records. Er udkommet.