Det var “A whiter shade of pale”, der gjorde Procol Harum berømte og sikrede dem en varig plads på rocken firmament. Men for mig begyndte Procol Harum-begejstringen for alvor med gruppens tredje album, A salty dog, der udkom for halvtreds år siden. Måske havde det noget at gøre med, at min familie var en sømandsfamilie, men nok allermest med, at sangene på denne plade tiltalte mig i højere grad end de foregående. Og sådan kan det gå…

I omtalerne af pladen kan man bemærke, at kritikerne peger på, at gruppen med denne treer skifter lidt retning. Selve ideen – det nautiske – er enklere og mere gennemskueligt end temaerne på de to foregående. Og bandet begynder her at bruge stort orkester, noget som de gjorde i udstrakt grad senere. Ellers var kritikerne nok lidt forevirrede og syntes, at bandet ville for meget stilistisk set eller mere positivt formuleret: Procol Harum viste hvor bredt de favnede sådan rent musikalsk.