Hvis man ellers kan tro medierne, de store medier, så er regeringsforhandlingerne inde i en afgørende fase. Der snakkes om, at en evt. regeringsdannelse vil kunne ske i weekenden. Men – det er også tvivlsomt, om det ender der. For forsøget på at få Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Radikale Venstre til at finde et regeringsgrundlag sammen med Socialdemokratiet har fra starten været svært, fordi specielt Enhedslisten og Det Radikale Venstre står for radikalt forskellige syn på den økonomiske politik, altså spørgsmålet om, hvordan de andre projekter – klimalov, udlændingepolitik, socialpolitik m.m.  – skal finansieres. Det Radikale Venstre forsvarer en liberal økonomisk tænkning, der primært handler om udbuddet af arbejdskraft (vi skal have flere kvalificerede indvandrere ind på arbejdsmarkedet, så vi får mere vækst, flere skatteindtægter og mere forbrug…), hvor Enhedslisten mener, at vi skal bruge den arbejdskraft, der i forvejen er i landet (ledige, folk på overførselsindkomst, hjemmegående indvandrerkvinder osv.) og i øvrigt hente pengene ved at beskatte finanssektoren, de “rige” og ved at rulle allerede vedtagne skattelettelser tilbage.

Og det er og har hele tiden været en mere end svær manøvre at få de to yderpunkter til at mødes i et kompromis. Om det vil lykkes, vil de kommende dage vise. Men, hvis det ikke lykkes, så må vi – på venstrefløjen af det politiske spektrum – erkende, at det er umådeligt svært, ja faktisk umuligt, at realisere idealistiske politiske planer om klimapolitik, velfærdspolitik, lighedspolitik og så videre, så længe man skal lave et flertal sammen med et nyliberalistisk parti som Det Radikale Venstre.

Jeg tror ikke, at vi kan lave en ambitiøs klimalove og ændre på velfærd, lighed og så videre, hvis vi holder fast i en økonomisk politik, der bygger på liberalistiske ideer.