Som man kunne forvente, så er der stor uenighed i de løbende regeringsforhandlinger om økonomien. Fx når det gælder velfærden. Der er en vis enighed om, at der er behov for at ansætte flere sygeplejersker, hjemmehjælpere og pædagoger i det offentlige, men ikke om, hvordan det skal kunne indfries og hvordan det skal kunne finansieres.
Og uenigheden kommer ikke mindst til udtryk, når der diskuteres skattepolitik og pensionspolitik. Flere partier med Socialdemokratiet i spidsen mener, at der skal arbejdes mere (enten ved at få de ledige i arbejde og/eller importere mere udenlandsk arbejdskraft – eller, som Enhedlisten er inde på, ved at få folk med deltidsjob til at gå på fuld tid). Og under dette ønske om merarbejde ligger en forestilling om, at mere arbejde kaster flere skattekroner af sig. Og kombineret med andre skattepolitiske tiltag, fx beskatning af finanssektoren og de velhavende, forestiller man sig så, at velfærden kan bevares eller ligefrem øges.
Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan forestille sig en indfrielse af løftet om en 70% reduktion af CO2-udledningen uden at en sådan reel reduktion vil gribe radikalt ind i en økonomi, der bygger på forestillingen om øget vækst i form af merarbejde, merproduktion, merværdi (profit)?! Det tror jeg ganske enkelt ikke på. Hvis vi tager ønsket om at reducere udledningen med 70% alvorligt, skal vi indstille os på, at det – i hvert fald på globalt plan – vil betyde, at det økonomiske system (kapitalismen i dens nuværende former) skal transformeres til noget andet. Og hvis det lykkes at komme frem til en reel, bindende klimalov, der lever op til kravet om en markant reduktion, så skal den transformation begynde her i landet, og det vil have betydning for vores levevis. Ingen tvivl om det.
Ja det er et stort mysterium, hvordan vi både skal passe bedre på klimaet og skabe mere vækst – det kan vist næsten kaldes ‘en gordisk knude’.
@Jens: Ja, man kan godt kalde det en gordisk knude. Den kunne som bekendt kun “løses” ved, at Alexander den Store
huggede den over med sit sværd. Men ellers er det et uløseligt problem. Man kan ikke både reducere CO2-udledningen og
øge væksten (sådan som vi kender den – mere arbejde, mere produktion, flere varer, mere forbrug, mere profit…), fordi
væksten er uløseligt (!) forbundet med udledningen af CO2 (bl.a. i kraft af fossile brændstoffer). Derfor mener jeg, at
vi må erkende, at en løsning af klimaproblemet nødvendigvis må forudsætte en ændring af vores livsstil – måden vi producerer på, hvad vi producerer, formålet med produktion (behov i stedet for profit), hvad vi spiser (mindre kød, mere grønt, mere lokalt osv.), måden vi bevæger os rundt i verden, hvor mange børn vi får og så videre. Jeg tror, vi kommer længere, hvis vi vil acceptere, at det ikke bare handler om en ny regnemodel (sådan som liberalisterne tænker, fx i CEPOS), men om en transformation af det liv, vi kender. Jeg håber, at regeringsforhandlerne forstår alvoren og sammen løfter sværdet og hugger knuden over.