I den fortsatte vandring ned i undergrunden er jeg kommet til debutpladen fra 1967: The Velvet Underground and Nico. Også kaldet “Peel slowly and see” (inden i coveret finder man en lyserød, pillet banan…). Pladen er berømt for sit Andy Warhol-cover.
Pladen er uden tvivl hovedværket i gruppens produktion, fordi den rummer så mange af de store sange: I’m Waiting For The Man, Run, Run, Run, Venus In Furs, Heroin, Femme Fatale, I’ll Be Your Mirror og All Tomorrow’s Parties. Dertil skal lægges Nicos mystisk-melankolske sang og Cales manisk, brummende strengeleg, der er med til at signere den særlige VU-lyd. Det fortælles, at Andy insisterede på, at Nico skulle synge på pladen, og man må da også sige, at selv om pladen fungerer som helhed, så er det Nico OG Velvet Underground, der arbejder sammen. Nico falder ikke ind i gruppen som et integralt medlem. Dertil er hun for aparte.

The Velvet Underground And Nico (A Symphony of Sound)-01