Da The Kinks havde gødet jorden for punken med solide tre-akkorders-sange og var blevet bandlyst i de amerikanske koncertsale i en årrække, kastede gruppens sangskriver Ray Davies sig over det, der havde formet hans identitet: arbejderbaggrunden i Muswell Hill og det post-koloniale-og-imperiale og efterkrigsprægede England med en lang række sange, der både var poppede og fulde af bittersøde kommentarer til tidsånden, nostalgien og the british way of life i det hele taget. Sange, der fyldte en række conceptalbums – fx Village Green Preservation Society og Arthur – og sikrede Ray Davies en plads i rockens parnas som en enestående sangskriver af en helt særligt engelsk format. Og siden dengang er han fortsat – også efter The Kinks opløsning i 1996 – med at skrive formidable sange, hvor der altid er plads til en dyb solidaritet mod alle dem, der kom i klemme i det såkaldte velfærdssamfund i efterkrigens Storbritannien, og en vitriolbrændende kritisk revselse af de samfundsmæssige omstændigheder, der gjorde klemmen mulig.

Og selv om Ray Davies i dag fylder 75, så er han en af dem, der ikke falder i pensionist-otiums-fælden. Han fortsætter med at skrive sine sange og synge dem. Om Kinks bliver gendannet, ved vi ikke, men Davies-sange skal vi nok få flere af…