Et folkestyre – eller med et andet fremmedord: demokrati – er ikke et styre, der er præget af fred og fordragelighed, uden  modsætninger, konflikter og konfrontationer. Tværtimod er det et ubehageligt træk ved et folkestyre, at deltagerne skal kunne tåle (tolerance) og acceptere, at de er mennesker, der har en radikalt anden holdning end en selv, ja endda holdninger, der er anti-demokratiske og stærkt frastødende. Men sådan er vilkåret. Hvis man vil have et folkestyre, så må man acceptere, at der findes  deltagere af en anden ubehalige observans. Rasmus Paludan og Stram Kurs har den seneste tid demonstreret dette forhold for enhver.

En anden side af dette ubehagelige forhold blev forleden illustreret af Dansk Folkepartis Marie Krarup, der i DRs program Deadline tog afstand fra såkaldte ghettebeboeres brug af deres stemmeret ved det overståede folketingsvalg. Det har nemlig vist sig, at de stemmeberettigede i overvejende grad har stemt på partierne Radikale Venstre og Enhedslisten. Krarups afstandtagen er interessant, fordi hun ikke forsvarer folkestyret, demokratiet. Snarere tværtimod. Hun siger bl.a. at ‘ det kan godt være, at det er godt for demokratiet, men det er dårligt for Danmark, fordi vi kan afskaffe Danmark med demokratiet’. Krarup indtager en klar, indiskutabel anti-demokratisk holdning. Det handler om hendes og DFs “danske værdier” og “Danmark”, altså en form for nationalisme, der går forud for alt andet. En nationalisme, der – hvis man tænker lidt videre – ikke kun rammer indvandrere i ghetteoområder (fordi de er potentielt anti-danske), men også  alle andre danske borgere, der forfægter folkestyret over nationen. Krarups holdning vil, hvis den tages alvorligt, indebære, at visse partier må udelukkes fra folketinget, bl.a. de to nævnte, og i videre forstand at der må indføres en slags sindelagskontrol i landet. Alle der sætter demokratiet over “Danmark” vil principielt være at betragte som fjender af nationen.

Marie Krarups holdninger er et  eksempel på, at nationalistiske og autoritære holdninger er repræsenteret centralt i folketinget og dermed i magtens centrum i landet. Og det er, jf. indledningen, en illustration af, at folkestyret rummer synspunkter og holdninger, der – hvis de fik flertal – kunne betyde enden på folkestyret.

Er folkestyret i krise? Ja, og det tror jeg sådan set, at folkestyret altid vil være – af ovenstående grunde.