Det store taberparti ved det overståede folketingsvalg var uden diskussion Dansk Folkeparti, der mistede hele 21 mandater (gik fra 37 til 16). Og spørgsmålet var så, straks resultatet forelå, hvorfor paartiet gik tilbage. En ad de forklaringer, man fik, var at partiet skulle være gået i regering. Men det tror jeg er forkert. Af to grunde. Erfaringen viser, at partibærende partier meget ofte mister tilslutning ved et efterfølgende valg. Og for det andet, så havde partiet faktisk stor indflydelse på Venstreregeringens politik, medens den herskede. Nej, jeg tror forklaringen ligger et andet sted. Nemlig i det forhold, at andre partier – ikke mindst de to store midtsøgende partier, Venstre og Socialdemokratiet – har taget ejerskab over Dansk Folkepartis store mærkesag: udlændingepolitiken. Med Inger Støjberg i spidsen har Venstre kastreret Dansk Folkeparti som udlændingekritisk parti. Ganske vist har Martin Henriksen og andre DF’ere markeret sig mere og mere rabiat, men når det gælder den faktisk “hårde” udlændingepolitik, så har DF være reduceret til stemmekvæg i Venstres politik. Og Mette Frederiksen og Socialdemokraterne har gjort den strenge udlændingepolitik til deres. Sikkert, fordi de godt ved, at en stor del af Socialdemokraternes stemmer har ligget ovre hos Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti går tilbage, fordi deres udlændingepolitik er blevet mainstream eller midterpolitik. Dertil skal lægges, at partier som Nye Borgerlige og Stram Kurs har lagt beslag på de mest rabiate synspunkter og dermed gjort det nærmest umuligt for Dansk Folkeparti at overgå dem.

Mit gæt er, at vi har set Dansk Folkepartis storhedstid og at partiet de kommende år ikke vil komme i nærheden af fortidens mandattal. Positivt formuleret har partiet sejret sig ihjel, fordi det har overladt til midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet at formulere den “hårde” udlændingepolitik. Og reelt set har Dansk Folkeparti ikke haft andre mærkesager, de kan markedsføre sig på. Også, fordi partiet på andre områder har svigtet i de forgangne år.