Jeg læser, at Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, der desværre var en af dem, der blev genvalgt, har udtalt at “en af de bedste udtalelser, der er kommet fra Dansk Folkeparti i valgkampen” var Pia Kjærsgaards brug af betegnelsen “klimatosser” om dem, der er overbevist om, at klimaforandringerne udgør en reel trussel mod vores civilisation.
Og jo, jeg er klimatosse. Inkarneret klimatosse. Som ikke-religiøs materialist læner jeg mig op ad den forskning, der er på klimaområdet. Og jeg kan kun se et apokalyptisk perspektiv i de mange forskningsresultater og -rapporter, der dukker op. Senest den rapport, der påviste, at indholdet af CO2 i atmosfæren ikke har været højere end dengang, menneskene ikke var på jorden. Hvis man orker – og jeg tror, mange ikke gør det – at læse om alle de forskningsresultater, der kommer frem vedr. klimaforandringerne, så er det svært, meget svært, ikke at forstå, at vores civilisation bevæger sig mod en katastrofe. Tegn er der nok af. Skovbrande, storme, oversvømmelser, radikale ændringer i de biologiske kredsløb, insektdød, klimaflygtninge og så videre, osv. Tegnene er mangfoldige.
Men selvfølgelig er det ubehageligt at skulle erkende, at vi bliver nødt til at ændre vores livsstil, levevis, radikalt, hvis vi skal skabe acceptable eksistensvilkår for vores børn, børnebørn og oldebørn. Vi bliver let ramt af den følelse, som den tyske intellektuelle Hans Magnus Enzenberger identificerede i forbindelse med den kolde krig: At hvis atomkrigen kommer, så gælder det os alle sammen. Som den amrikanske satiriker Tom Lehrer formulerede det i en sang: “We will all go together, when we go”.
Men sådan er det. Klimaforandringernes apokalyptiske trussel er der, og vi kan og skal ikke benægte dem. Vi skal rejse mindre (især flyrejser), droppe privatbilismen, spise mere bæredygtigt (mindre kød, mere grønt og lokalt), forbruge mindre i det hele taget (tøj, bolig, mad, nydelse…), genbruge mere og tænke i andre baner end materiel og økonomisk vækst.
Og den netop overstående valgkamp handlede netop om det, klimaet. Og politikernes legitimitet står og falder med, om de vil leve op til befolkningens ønske om at gøre noget ved klimaproblemerne, leve op til Paris-aftalen, som minimuḿ.
https://www.youtube.com/watch?v=-x_peZFRJOE