Jeg er faldet ned i et hul, ned til den fløjlsbløde undergrund. årsagen er, at jeg omsider har fået anskaffet ovenstående album – The Velvet Underground (1969) – på cd. Et hul i cd-samlingen, som alt for længe har stået åbent. Og nu er sangene – plus en del andre med bandet – hældt på mp3-afspilleren og udgør mit lydspor i disse dage.
Pladen er gruppens tredje udspil. På det tidspunkt havde konkurrencen mellem Reed og Cale drevet sidstnævnte ud af gruppen. Sådan vil myten det i hvert fald. I stedet var Doug Yule kommet med. Og samtidig var der skruet gevaldigt ned for den hvide lyd, der dominerede de to første mesterværker: The Velvet Underground and Nico (67) og White Light/ White Heat (68). I stedet hører man en slags metropol-folk, hvor sangskriver Lou Reed giver en god forsmag på, hvad der er i vente i Reeds post-Velvet-periode… Candy Says, Pale Blue Eyes…
Billy Names sort-hvide „kunstfotos‟ indfanger fint pladens nedtonede, dragende, melodisk forfinede stemning…

Hvid lyd – Velvet Underground „Venus in Furs‟:

velvet underground – venus in furs