En fast læser Hvasse Gertrud gør mig opmærksom på alle de DR-journalister, der har vist deres borgerlige sindelag ved karriereskift – fra Uffe Ellemann-Jensen til Paula Larain. Alle var Venstre-orienterede før og efter eller konservastive. Og så efterlyser Gertrud mine tanker om seniorpensionen. Og for god ordens skyld og for at sætte et kraftigt punktum inden valget, så kommer tankerne her.

I valgkampen er emnet seniorpension blevet reduceret til et spørgsmål om, hvor mange der vil kunne komme i betragtning. Der efterlyses konkrete svar. Taler vi om 2700 eller flere tusinde? Og hvornår kan man komme i betragtning – efter 40 år eller mindre? Men det er at køre problematikken af sporet. Det er at reducere en alvorlig problematik – nedslidning af danskere på arbejdsmarkedet – til en økonomisk rubrik i en finanslov. For i bund og grund handler problematikken om noget andet, nemlig om, hvordan den såkaldte velfærd håndterer det problem, at rigtig mange af os bliver fysisk eller psykisk ødelagte af det arbejde, vi har fået. Nogle nedslides hurtigt, andre bryder sammen af stress i en ung alder. Det er helt individuelt, men problemet er stort. Og et velfærdssvar på problemet er, at også løsningen er individuel. Ikke alle skal pensioneres før almindelig pensionsalder. Ikke alle skal have seniorpension. Nogle skal måske på sygeorlov en periode for at komme til hægterne igen. Andre skal måske omskoles til et andet job og endnu andre skal måske have en fleksjob på reduceret arbejdstid. Det vigtige er, at politikerne i stedet for at komme med tal og krav bør stå frem for offentligheden og erklære, at de garanterer, at samfundet – fælleskabet – nok skal tage hånd om dem, der er blevet ødelagt på deres arbejde. For det er vores alle sammens ansvar. Punktum.