Selv om man skal være varsom med at drage for skarpe konklusioner på det netop afholdte EU-parlamentsvalg, så er der nok ikke nogen tvivl om, at den relativt store interesse for at stemme denne gang hænger sammen med – lad os formulere det sådan – en voksende interesse for ikke alene EU, men international politik hos danske vælgere. Og en nærliggende forklaring er nok det fokus, der har været på klimaforandringer de seneste år. Man kan ikke diskutere klimaforandringer alene på et nationalt grundlag (selv om der er nogen, der forsøger…).

Og netop på den baggrund kan det godt undre, at valgkampen til folketingsvalget i så høj grad har været et gensyn med tidligere valgkampes nationale fokusering. Det udenrigspolitiske brillerer ved sit fravær, og man får let det indtryk at som valgkampen skrider frem ligner den mest af alt et alt for genkendeligt billede af en politisk sandkasse, hvor politikerne smider sand i hovedet på hinanden. Ganske vist er klimaet et vigtigt emne i valgkampen – men i høj grad i et nationalt perspektiv. Dertil kommer andre væsentlige spørgsmål. Konflikten i Ukraine, den amerikanske præsidents økonomiske og merkantile hard liner-fremfærd over for såvel sine allierede i Europa og stormagten Kina – og de skræmmende perspektiver den har. Mellemøsten, hvor Danmark har et medansvar for situationen i Syrien, Irak osv. Alt sammen spørgsmål og problemer, der kan fortælle os meget om, hvor partierne i Danmark står – sådan basalt politisk.  Derfor er det en skam, at vi skal ned i sandkassen her de sidste dage af valgkampen.