Et centralt begreb i den politiske debat er “ansvarlighed“. Hvis man vil sidde i regering – eller blot være med til økonomiske og politiske aftaler – så skal man udvise politisk ansvarlighed. Dermed menes, at man skal kunne føre en “stram finanspolitik” – no matter what…

Jeg har netop set folketingsdebat i tv, hvor velfærdsminister (!) Karen Jespersen blev udsat for kritiske spørgsmål fra et par socialdemokrater. Det handlede om misforholdet mellem regeringens løfter om øget velfærd og de aktuelle besparelser og lignende i kommunerne. Det var nedslående at høre den tidligere vist så progressive Jespersen tale uden om og undgå at svare direkte. Fx henviste hun til, at der var indgået en aftale med kommunerne, så nu var det deres ansvar at indfri forventningerne om velfærdsforbedringer. Tal om ansvarsfraskrivelse!

Et andet eksempel var Jespersens henvisning til, at der aldrig har været brugt så meget på den offentlige sektor, og at kommunerne havde fået 1 milliard ekstra – men ikke nogen substantiel diskussion om, hvorvidt denne ene milliard ville gøre noget væsentlig forskel eller om, hvordan pengene bruges i det offentlige. Osv.

Sådan var det hele vejen igennem. Man kan udtrykke det på den måde: Ansvarlighed betyder bogstavligt talt, at man svarer igen på anklager og redegør for sin adfærd; med sine ikke-svar, sin talen uden om, udviste Jespersen en politisk uansvarlighed. Og – efter min mening – en magtarrogance og foragt for almindelige demokratiske spilleregler.

Hvis man nogensinde skulle bære rundt på den forestilling, at Jespersen er drevet af idealistiske motiver i sit politiske virke, så blev denne forestilling gjort grundigt til skamme i gårsdagens transmission fra tinge. Og i stedet fik man et snapshot af en levebrødspolitiker og et magtmenneske.