Jeg er for længst mæt af valgkampen, har for længst besluttet mig for, hvor mine kryds skal sættes og kunne for den sags skyld glemme valgkampen. Men man slipper ikke så let fra at sætte parantes om den. Og i går aftes så jeg lidt af et interview med Socialistisk Folkepartis Pia Olesen Dyhr på DR1.

Og jeg kom igen til at tænke over, hvor diskutabel og kritisabel journalisternes omgang med emnet er. Fx blev Dyhr udfrittet om, hvor mange flygtninge, hun ville tillade at komme ind i landet, hvis hun engang fik indflydelse på spørgsmålet. Og hun havde svært ved at være konkret og holdt sig til FNs udmeldinger om at der nok ville komme ½ millions til Europa og med en retfærdig fordeling ville det betyde ca. 4000 til Danmark.

Men reelt ved jo ingen, hvor mange flygtninge, der vælger at søge til Europa, eller hvor mange der vil slippe ind. FN regner officielt med, at der er ca. 75 millioner flygtninge i Afrika. Det kunne sagtens ændre billedet af flygtningestrømmen i Europa. Men vi ved det ikke. Og ville det ikke være rimeligt, at Dyhr afstod fra at sætte tal på mængden af flygtninge, der kommer til Danmark?! Jeg synes, at journalisterne løber de udlændinge-forskrækkedes ærinde, når de på den måde vil have konkrete, kvantificerbare garantier fra politikerne.

Lige efter Besættelsen blev Danmark pålagt at modtage 200.000 tyske krigsflygtninge, et på mange måder glemt kapital af Danmarks historie. Danmark var på det tidspunkt i forvejen i en økonomisk og materiel svær situation efter fem besættelsesår, men påtog sig alligevel opgaven at huse alle disse mennesker rundt om i landet. I Oksbøl ved Esbjerg blev der fx lavet en hel by med 30.000 indbyggere. At mange af disse flygtninge desværre kom til at betale med deres helbred og liv for opholdet er en dybt beklagelig ting, men det ændrer ikke ved, at vi dengang – før velfærdsstatens oprindelse og velstandsstigningen – var villige til og i stand til at modtage en flygtningestrøm af en hel anden dimension, end den vi har kendt til de seneste år. Og set i det perspektiv, så er en debat, som den i går – og mange lignende – absurd. Vi burde lære af historien (åbenbart en svær disciplin nu om stunder…) og få sat udlændingespørgsmålet i det rette perspektiv.

Noget andet er, som den slovenske filosof Slavoj Zizek flere gange har påpeget, så har den såkaldte venstrefløj – til hvilken SF hører – et problem med udlændingespørgsmålet og har ikke fundet det rette modsvar tll højrefløjens rigide afvisningspolitik. Hvordan forener man et realistisk syn på en potentiel flygtningemigration (som følge af klimaændringer, sult, krig osv.) med et hensyn til befolkningernes bekymringer vedr. en stor flygtningestrøm – og humanistiske hensyn til de flygtninge, der skal have hjælp? Denne gordiske knude er ikke hugget over endnu, og det ville klæde venstrefløjen, at den i det mindste var ærlig omkring selve grundspørgsmålet. Det er ikke let, og Dyhrs forsøg på at være konkret gjorde det ikke bedre.