Jiggly Room-bestyrer Bo har et indlæg om litteraturanmeldelser, foranlediget af en debat, der pågår i dagbladet Informations “sandkasse”… Bo læser ikke anmeldelser, og det kan der være gode grunde til ikke at gøre. Jeg læser stort set alle de anmeldelser af dansk og udenlandsk litteratur, som jeg kan komme i nærheden af. Primært for at holde mig orienteret inden for mit fagområde. Dermed ikke sagt, at det altid er en opløftende oplevelse.

Hvad kan man forvente af en anmeldelse? For mig at se, er en anmeldelse først og fremmest en produktbeskrivelse. Bogen er en vare, udsendt af et forlag, der forventer eller håber på, at den får en promoverende omtale i en avis eller – til nød – et tidskrift.

Det vigtigste i den forbindelse er, at bogen får en god beskrivelse, en ordentlig karakteristik, således at den potentielle læser får et indtryk af, hvad bogen har at byde på. Anmelderen må gerne komme med sin personlige vurdering og mening – til sidst. Men det vigtigste er forarbejdet.

Hvad er så en god anmelder? Den gode anmelder er – en god læser. Om han/hun nødvendigvis behøver at være andet end journalistisk skrivende, vil jeg godt stille et stort spørgsmålstegn ved, men det må være klart, at faglige forudsætninger nødvendigvis må gøre en forskel. Herom nedenfor.

Anmelderen henvender sig primært til andre læsere, og det er som læser, anmelderen skal træde i karakter. Faktisk er jeg af den opfattelse, at den gode læser er en mangelvare i anmelderjunglen. Hvilket måske hænger sammen med, at anmelderi er underlagt dead-line-tyranniet. At læse tager tid. Og det er der ikke meget af i avisernes nyhedsjagt og -formidling. Her hersker overfladiskheden. Og eksemplerne på anmeldelser, hvor læseren ikke har læst (tilstrækkeligt) er legio.

Jeg mener også, at man må skelne mellem litterær kritik og anmeldelser. Litterær kritik kræver en høj grad af æstetisk kvalifikation, som man kan forvente af garvede, belæste læsere, forfattere og digtere – og af akademikere, der er uddannet til at være det. Kritik finder man yderst sjældent i aviserne, men som regel i tidskrifter og bøger. Den gode kritik forudsætter en indgående kendskab til den forfatter eller poet, som tages under behandling, et skarpt teksthistorisk overblik, en sikkert greb om genrens æstetiske forudsætninger og værkets implicite forudsætninger i forfatterskabet og evt. forbilleder osv. Det er der sjældent tale om i dagens aviser.

Nu og da undrer jeg mig lidt over, hvor få digtere, der er blandt anmelderne, og hvor få litteraturforskere. Til gengæld er der mange journalister. Det sker, der er et overlap. Jeg tror, det hænger sammen med, at digtere og litterater tøver over for anmeldelderiet og dets betingelser. Hvorimod journalister tænker i dead-lines og – hvem læser i øvrigt gårsdagens aviser!?

For en del år siden skrev jeg en hel række anmeldelser af fagbøger for et lille tidskrift. Men jeg holdt op. Hver gang, jeg sad med en bog i hånden, kom jeg til at tænke på, at forfatteren havde brugt flere måneder, måske år, af sit liv på at skrive den. Og hvordan kunne jeg så på et par sider yde forfatteren og bogen retfærdighed?
———–
Tilbagespoling: læs her….

PS. Om det symbiotiske-parasitære forhold mellem digtningen og den kritiske læsning kan man fx læse i Niels Egebaks selvbiografiske skritse “Af en parasits bekendelser”, genoptrykt i bogen Af en evighedsstudents meriter (1991).