Taburetkløe. Det kaldte min far den lidelse, som de såkaldte “levebrødspolitikere”, led af. De skulle have en taburet eller stol i folketinget for at få kløen til at gå væk igen. Og som valgkampen skrider frem, så kan man se og mærke, at kampen for at blive siddende på tinge, få politikere til at komme med forslag og ideer, der vil kunne bidrage til denne bliven-sidden. Fx Lars Løkke Rasmussens tanke om en S-V-regering, der skulle kunne holde de såkaldt “yderliggående” partier fra fadet. Eller – senest – Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der mener at en koalition mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er det eneste rigtige. Sådanne ideer kommer under valgkampen (og ikke før), fordi såvel Venstre som Dansk Folkeparti står til markant tilbagegang i de løbende opinionsmålinger. Og hellere sidde til bords med Fanden selv, end give slip på sin taburet og de privilegier, der følger med, når man er såkaldt folkevalgt. Den slags selvpromoverende ideer kan, efter min opfattelse, kun bidrage til den generelle politikerlede, fordi de undergraver den rest af troværdighed, politikerne endnu har i vælgerdybet.