Jeg har vist nævnt det før. Den første bil, jeg kom i nærkontakt med som fuldbåren bilist, var min fars Morris 1000. Jeg ser bort fra køreskolens grønne monstrum med det alt for løse rat…
Morrissen var hvid. Og jeg husker endnu den dag, hvor min far meget hemmelighedsfuld tog af sted for at hente den. Han havde ikke sagt noget om sit forehavende. En læge i oplandet til Esbjerg havde sat den til salg, fordi han gik på pension. Den havde kun haft denne ene ejer og var i fineste stand. Og min far var rævestolt, da han kom trillende ned ad vores lille villavej og parkerede uden for indgangen. Rødt læderindtræk. Og et dejligt stort solidt rat. Ikke noget med servostyring og andre teknologiske finurligheder. Og så havde den sin egen, næsten smukke lyd, som vores hund, Jeppe, hurtigt lærte at skelne fra de andre bilers.
I 1980 solgte min far bilen for 3000 kr. til en ung student fra århus. Han satte den straks i stand. Min far solgte den med blødende hjerte, for han elskede den bil, der gennem mange år trofast bragte ham til og fra havnen. Men han havde investeret i den orange, som jeg har nu. Japaneren, som han kaldte den. Selv om han også var glad for den, blev det aldrig helt det samme. Og han skulle nok have oftret penge på at renovere Morrissen.
jeg kørte meget i Morrisen, fordi min far sejlede, og min mor havde ikke kørekort. Den skulle ikke stå nede på havnen, så det var min opgave at køre min far ned til skibet og bringe bilen tilbage i garagen. Til gengæld måtte jeg så bruge den, når jeg havde lyst. Et stort privilegium. Siden har jeg haft en stor forkærlighed for netop den model – og så søstermodellen, “bindingsværksmodellen”.
Når jeg kører ind til århus passerer jeg en Morris 1000, der står uden for et hus. Den er rødmalet. Og hver gang tænker jeg, at sådan en må jeg eje engang…