Igen svigtede programudvalget på tv. En kombination af valgtemaudsendelser, Melodi Grand Prix og livsstil gjorde det let at kaste sig over en film. Og et eller andet sted i den tv-boks, jeg og fruen abbonnerer på, ligger et lille udvalg af film til fri benyttelse – heriblandt Steven Frears 2005-værk Mrs. Henderson presents… med de fortrinlige skuespillere Judy Dench og Bob Hoskins i de to største hovedroller. En film, jeg egentlig ville have set i biografen, da den løb, men ikke nåede.

Filmen er en ærkebritisk komedie om fru Henderson, der dels har mistet sin 21-årige søn  til giftgassen på Første Verdenskrigs europæiske slagmarker og dels sin mand, som hun har levet sammen med i Indien i en lang årrække. Så nu står hun tilbage som hovedrig enke og skal få noget ud af tilværelsen.

Fru Henderson er overklassedame, men langt fra en af den stereotype slags. Da hendes veninde (Lady) Margot (Conway), fremragende spillet af Thelma Barlow, foreslår hende at bruge nogle penge, så køber fru Henderson et nedlagt teater, The Windmill Theater, til omgangskredsens forbavselse. Og hun hyrer Vivian Van Damm – i skikkelse af Bob Hoskins – til at være teaterdirektør.

Det viser sig straks, at de er som hund og kat, og det er gennem en fortsat konflikt – men også en gensidig tiltrækning – mellem de to, at teateret kommer op at køre og bliver en stor succes i London. Især da Henderson får den idé at bruge nøgne damer i forestillingerne, inspireret af især det parisiske Moulin Rouge, sættes der skub i successen.

Trods modstand fra myndighederne og den herskende moral, lykkes det for teateret at få opsat forestillinger med bare piger i tableauer (et kompromis, fordi myndighederne ikke vil acceptere nøgenhed i bevægelse). Og med den kønne Maureen (Kelly Reilly) som hovedattraktion i tableauerne sikres forestilingernes succes – ikke mindst hos det mandlige publikum.

Judy Dench, Bob Hoskins, Kelly Reilly, men også mange andre fortrinlige britiske skuespillere sørger for at filmen fungerer optimalt som komedie med både dramatiske og tragiske indslag. Igen må man bare tage hatten af over for britisk teaterkunst og skuespilleri. Og filmen, der er virkelig fermt drejet af den garvede Steven Frears, er også en stor, hjertevarm hyldest til britisk kabaret- og vaudeville-tradition, som den udformede sig før 2. Verdenskrig. Og endelig skildres tiden smagfuldt og med stor sans for tidsånden og detaljerne. Akkurat som man kan forvente sig fra britisk films side.

Mrs. Henderson presents… besidder alle de kvaliteter, man kan forvente sig af en britisk filmkomedie. Så den kan kun få mine varmeste anbefalinger.