I forbindelse med det kommende valg, så er der mange politiske profiler, der forlader tinget. En af dem  er Enhedslistens populære Johanne Schmidt Nielsen, der har fået et privilegeret job som leder af Red Barnet (og til lykke med det…). I forbindelse med Nielsens afgang er der, som altid, nogen, der begræder den og skylder skylden på Enhedslistens rotationsprincip, der sikrer, at ingen folkevalgt kan sidde længere en to valgperioder. Men som Preben Wilhjelm gjorde opmærksom på forleden i et interview med Kaare R. Schou på DK4, så ville samme Nielsen måske slet ikke være blevet valgt ind, hvis rotationsreglen ikke var gældende.

Noget andet er, at samme Johanne, så vidt jeg er orienteret, er en af dem, der var imod, at Enhedslisten brugte ordet “socialisme” i deres partiprogram. Jeg har ikke kunne finde hendes begrundelse for det, men under alle omstændigheder synes jeg, at partiet med den historie, det har, skal vedstår arv og gæld fra de socialistiske partier og bevægelser, det er rundet af. Og være stolt af det – og bruge ordet i den daglige politiske kamp. Sådan som hendes partifælle Pelle Dragsted gør – her. Og det er ekstra vigtigt, når det sker i en polemik med en bagstræberisk tidligere spindoktor for socialdemokraten Helle Thorning Schmidt, nemlig Noah Reddington, der helt har glemt sit partis politiske forhistorie og ikke forstår, at de socialistiske tanker faktisk er aktuelle og nødvendige i en situation, hvor vort livsgrundlag er alvorligt truet af kapitalismens ødelæggelse af naturen, hvor uligheden har nået hidtil utænkelig størrelse og hvor menneskeheden står over for teknologiske trusler, fx bioteknologiens indgriben i reproduktionen og arvemassen.