Jeg skal have lidt luft i disse valgtider og vil derfor skrive et lille skræp hver dag frem til valgdatoen. Stort og småt, og som sagt bare for at få lidt luft for min frustration. Jeg ved godt, hvordan jeg skal stemme, så det er ikke det, det handler om. Mere om tendenser og almene problemer i valgkampen.

I går kunne man se den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen blive stillet til regnskab for nogle valgløfter, han afgav ved sidste valg. Dengang lovede han, at han ville gøre noget ved de mange indbrud i private hjem. Desværre viser statistikken, at der ikke er sket noget i den retning – snarere er det gået den forkerte vej. Og Poulsen kunne ikke andet end bortforklare problemet ved at henvise til andre, krævende politiopgaver (fx bandeproblemer i København). Og generelle hensigtserklæringer om at gøre det bedre i fremtiden, hvis ellers han bliver genvalgt…

Eksemplet er et mønstereksempel på den slags valgløfter – kaldet valgflæsk – der, når de ikke bliver indfriet, er med til at udhule politikeres troværdighed (der årligt måles) og give næring til den såkaldte politikerlede.

Hvorfor det lige var Søren Pape Poulsen og ikke en anden politiker, der skulle trækkes ind i manegen, kan godt undre – og svaret fortaber sig i journalisternes uransagelige nyhedsveje. Det kunne i princippet være et flertal af folketingspolitikere, der stod for skud. Og det er ikke sagt for at forsvare Pape Poulsen, der helt fortjener at blive trynet for sit valgflæsk.

Problemet med valgflæsk er, at politikerne overvurderer deres egen indflydelse. Selv om de så har en formelt flertal bag sig i Folketinget, så er der andre formelle og strukturelle vilkår, der er afgørende for, hvad der kan gennemføres. I Papes tilfælde er der fx tale om diverse politiforlig, om politiets ressourcer (der altid er i konflikt med politiets mange opgaver) og politiske prioriteringer (at det fx betragtes som værende vigtigere at lave “terrorbekæmpelse” end at forsvare borgernes boliger osv.).

Det ville klæde politikerne, hvis de holdt sig til deres partiprogrammers mål i stedet for at komme med den slags konkrete stykker valgflæsk. Vælgerne ved godt, at politikerne gør sig selv til grin og mister troværdighed, når de lover guld og grønne skove før valget og så ikke kan indfri dem efter. Så enkelt er det.