Ja, halvtreds år er gået, siden Jane Birkin og Serge Gainsbourg stønnede sig til en stort hit med “Je t’aime (moi non plus)”, der udkom i februar 1969 og blev bandlyst flere steder, bl.a. i England, på grund af sin meget erotiske karakter. At sex og pop hørte sammen, var ikke noget nyt. Sex og pop har altid været to sider af samme stykke. Men ligefrem at gøre det coitale og orgasmiske til pop var for meget for mange lyttere. Bedre blev det ikke at, at sangteksten antydede, at det var i orden med sex, ikke alene uden for ægteskabet, men også sex for sexens egen skyld – dvs. uden kærlige følelser indblandet.
Dermed var den meget franske sexpopsang godt nok i pagt med de mere frisindede strømninger i tresserne, men det var for meget for mange lyttere og ikke mindst moralvogtende medier.
Sangen skrev Serge Gainsbourg til datidens store sexsymbol, Brigitte Bardot, som han havde en efter sigende varm affære med. Og de to indspillede den først, men den blev ikke til noget, fordi Bardots ægtemand sørgede for at den ikke blev det. Så Gainsbourg måtte finde en anden til at genindspille den med – og så kom den unge Jane Birkin i spil.
Og selv om pladen blev bandlyst, bl.a. af Vatikanet, så tog pladekøberne den til sig og gjorde den til et hit, selv om fransksprogede sange var svære at sælge uden for hjemlandet dengang. Men de unge forstod godt, hvad det drejede sig om, selv om de måske ikke forstod ordene. Støn-støn.