Bob Dylans radio-musik er en sand guldgrube for musikelskere som undertegnede (over-?). En af de guldkorn, Dylan genopfrisker for lytterne, er rockabilly-sangeren og -sangskriveren Ronnie Self (sikke et navn). Self blev – af uransagelige årsager – aldrig den store succes, selv om han havde pladekontrakt med store selskaber i halvtredserne og de tidlige tressere. Måske var tiden allerede løbet fra rockabillyen dengang? Måske var det også Selfs egen personlige problemer, der stod i vejen. Han var fordrukken og opførte sig, efter sigende, meget sært og var voldelig. Et enkelt mindre hit blev det dog til med singlen Bop-A-Lena i 1968. På Dylan-skiven er det Ain’t I’m A Dog, der er taget med. Og den blev et lokalt hit i Selfs hjemegn. At den ikke kom længere kan man godt undre sig over. Lyt engang til nummeret og døm selv. Jeg synes, der er saft, kraft, vildskab og spilleglæde nok til flere dage. Self står ikke i skyggen for hverken Elvis eller Eddie Cochran på dette spruttende, swingende, virile nummer.
Mest kendt i eftertiden er han nok som sangskriver for andre. Han stod fx for Brenda Lees to hits I’m Sorry og Sweet Nothin’s.