BSOD – Blue Screen Of Death – Dødens blå skærm

Author:

I den forgangne måneds tid har jeg lært et nyt begreb – BSOD, Windows XP Blue Screen Of Death. Det begyndte med, at jeg købte en ny harddisk og ved den lejlighed besluttede at starte på en frisk med geninstallering af Windows XP osv. Så vidt så godt. Men allerede kort tid efter, jeg havde installeret de programmer, jeg plejer at bruge – og oven i købet havde luget alle dem ud, jeg alligevel ikke brugte, begyndte computeren at “gå ned” og vise en blå skærm med fatale fejlmeddelelser i kodeform. Noget med 0x00…
Windows XP burde ikke gå ned på den måde, lærte jeg så gennem research på nettet. Men, når den alligevel går ned, så kan det skyldes allehånde problemer. Hardware, software-, registreringdatabaseproblemer og meget mere. En behjertet amerikansk blogger havde været i samme umulige situation og beskrev problemets løsning. Man skulle følge nedbruddet nøje. Hvornår indtraf det? Og så overveje om det fx kunne være et programopstart, der var misèren. Og ganske rigtigt. Når capacs computer gik i blå skærm, var det lige før opstarten af et bestemt program, Local Cooling. Lidt ironisk er det, for netop dette lille program er installeret af økologiske årsager, for at spare strøm osv…. Jeg skal lige tilføje, at det er den seneste version af programmet, der var problemet. Den gamle fejlede ikke noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *